January 25, 2013

Bom bom...

Tjaaaah. Ikke fordi jeg har så meget på hjerte i disse dage. Det er pivkoldt, fingrene er som istapper, næse og ører har åbenbart en konkurrence om at optræde i flest mulige nuancer af rød, hjernen er lagt på køl osv. osv. Men som det fremgår, er lageret af dårlige undskyldninger glødende og helt ajourført. Men når man nu har en blog så skal man vel skrive et eller andet i ny og næ. Og det er så det jeg er i fuld gang med…uden formål, retning, mening eller på anden måde belemret med indhold. Men et indlæg skal det jo nok ende med at blive, da vi lykkeligvis ikke opererer med et begreb som kvalitetskontrol i disse omgivelser…så bom bom…hvad kan vi ellers finde på af krumspring, som ligesom kan gøre det hele en anelse mere legitimt?

Vi kan jo altid kaste os over den gode gamle kæphest…mails! Hvis det var dråben, så smutter du bare videre. Hej, hej…vi ses…måske…hvis du gider!

Modtager stadig en lind strøm af søde, venlige, sympatiske, optimistiske og på alle måder velmenende mails fra håbefulde (og nogen gange – det sker faktisk fra tid til anden - også talentfulde) bands/artister, som jo rigtig gerne vil have, at jeg giver deres musik et lyt og et par ord med på vejen. Og min respekt for det arbejde de udfører og det initiativ de udviser, er skam kæmpestor…faktisk så stor, at jeg i mange tilfælde har deres mails liggende i både 12 og 18 måneder før jeg sletter dem…ulæst…latterliggørelse til side, så vil jeg jo rigtig, rigtig gerne, men at tjekke det hele ville gøre det her til et fuldtidsarbejde (og medføre natarbejde, hvis de også skulle besvares). Og med 3 en halv besøgende om dagen ser min kone ikke optimistisk på mine muligheder for at tjene penge på bloggen, så med armen på ryggen er jeg ca. 220 dage om året nødt til at henslæbe timerne fra 8 til 16 på arbejde. Så skæg for sig og snot for sig...og helt i tråd med denne kolde tid, er der beklageligvis mest tale om snot…

Hvis jeg så ellers for et kort øjeblik kan lægge det sardoniske fra mig, så er der forfriskende nok op til flere spændende ting i mailboksen i dag! Fx et link til stream af det nye Stoffer & Maskinen album Astronaut, link til High Highs debut albummet Open Season og et nyt pumpende dancepop nummer fra Lilly Wolf. Alt sammen noget, som jeg vil gøre en seriøs indsats for at vende tilbage til inden alt, alt for længe…






No comments: